Eksponering af vejrlig

Vejrligets påvirkninger

Valget af mursten, mørtel og konstruktion afhænger, ud over bygherres ønske, i høj grad af den påvirkning som bygningen udsættes for af vejrliget, herunder vind, nedbør og temperatursvingninger. 

Alle materialer har fordele og begrænsninger. Det er vigtigt, at man sætter sig ind i hvilke egenskaber de forskellige materialer har i den sammensatte konstruktion. Selv stærke produktegenskaber kan komme til kort i en uhensigtsmæssig konstruktion. De bedste materialer og den bedste konstruktion, kan fejle på grund af forkert udførelse.

I korte træk drejer det sig om at vælge materialer, udførelsesteknikker og konstruktion, ud fra vejrligets påvirkninger.

Tager man disse hensyn, nedsætter man fugtniveauet i murværket og øger holdbarheden.

De fleste bygninger har murværk, som er udsat for forskellige eksponeringsklasser (MX-klasser). Man skal altid vælge materialer, konstruktion og udførelsesteknikker ud fra den højeste påvirkning af murværket. Dette vil sikre den bedste fugtkontrollering af murværket, og derved forlænge levetiden på systemet.

Se billed: Over den røde streg, hvor murværket er beskyttet af udhænget, er vejrligets påvirkning klassificeret som eksponeringsklasse MX 3.1. (Murværk beskyttet af tagudhæng, som er udsat for fugt eller vandpåvirkning samt frost og tø)

”Valget af konstruktion skal træffes på grundlag af en vurdering af, hvilke miljømæssige påvirkninger, konstruktionen forventes udsat for i løbet af dens levetid”.

Ref. Murerhåndbogen 2020 s. 35.

Under den røde streg, hvor murværket ikke er beskyttet af udhænget, er vejrligets påvirkning klassificeret som eksponeringsklasse MX 3.2. (Murværk der ikke er beskyttet af tagudhæng, som er udsat for fugt eller vandpåvirkninger samt frost og tø).

Eksempel 1: Hus uden udhæng, Vestvendt gavl, KC 50/50/700 og manganholdig mursten. 

Alle valg har konsekvenser

Vestvendt gavl uden udhæng medfører kraftig vandpåvirkning fra vejrliget. Den valgte mørtel hærder først ved vandindhold under 7%. Da den vestvendte gavl får meget regnvand og ikke er afdækket under opmuring, medfører det at mørtlen ikke hærder og der kommer kraftige udfældninger på murværket.

Man har ligeledes under opmuring afsyret murværket for kraftigt, hvilket giver mangan-misfarvninger fra de valgte mursten.

Udbedring af denne misfarvning

Udkradsning af fuger, afrensning og omfugning. Efterfølgende er det en meget stor fordel at imprægnere murværket for at beskytte det fremadrettet.

Dette kunne have været undgået ved korrekt kombination af mørtel, mursten, renseteknik, afdækning under mørtlens hærdningsperioden samt en konstruktion som sikrer udtørring til begge sider.

Eksempel 2: Sålbænke i tegl under vindue.

Alle valg har konsekvenser

Sålbænk muret med teglsten. Når man vælger sålbænk i tegl, vil alt vandet fra vinduerne suge ned i murstenen. Dette kan skabe en ophobning under sålbænkene og give misfarvninger og skader. Vores erfaring er at selvom murerpappen er udført korrekt, kan det fører til misfarvninger.

Løsning på problemet

Der findes andre løsninger end tegl, så som skiffer, zink eller lignende, der på bedre vis vil beskytte murværket under vinduet.

Vælger man at opføre sålbænkene i tegl anbefales en imprægnering.